Opskrifter

Kims favorit vildtopskrifter
Sneppe med skovsvampe
4 personer
Det skal du bruge:
4 snepper
50 g usaltet smør
1/2 dl olie
3 skalotteløg
1/2 dl cog­nac
1 dl andefond og 1 dl kalvefond
2 spsk hakket persille
1/2 kg skovsvam­pe (renset og skåret i mindre tern)
Salt, peber og meget lidt muskatnød
4 skiver godt brød
50 g ande­lever
Sådan gør du:
Pluk snepperne og rens dem.
Fjern kløerne over hoserne, og fjern vingerne helt.
Fjern øjne og undernæb, men lad indvoldene blive i fuglene.
Stik næbbet gennem det ene overlår, videre ind igennem kroppen og ud gennem det andet averlår.
Drys med salt og peber.

Steg snepperne i en pande med 10 g smør og olie og stil panden i ovnen ved 200º i 20 minutter.
Lad snepperne hvile i 15 minutter før udskæring.
Skær bryst, lår, hals og hoved ud og pak stykkerne ind i alufolie.
Læg indmaden i en skål, fjern kråsen, kværn lidt peber over.

Brødcroutoner:
Steg andeleveren ganske let og læg den i skålen med indmad.
Krydr med meget lidt reven muskatnød, et par dråber cognac, salt og peber og rør det hele godt sammen.
Skær fx. brødet i hjerte form i 1 cm's tykkelse.
Steg croutonerne gyldenbrune og sprø­de i smør.
Smør det halve af farsen fra skålen på brødcroutonerne.

Knus sneppeskrogene groft og steg dem på panden med 2 hakkede skalotteløg, hæld cognac over og flamber.
Tilsæt andefond og kog ind til det halve.
Tilsæt kalvefond og bring i kog.
Si saucen og pisk 20 g smør og resten af farsen i - smag til med salt og peber. Saucen må ikke koge.

Steg skovsvampene i 20 g smør med det sidste skalotteløg og persillen.

Anretning:
Anret snepperne på tallerkener - med hals og hoved flækket bagfra mod næbbet. sammen med bryst, lår og skovsvampe.
Hæld saucen over.
Pynt med brød­croutonerne, der lige varmes nogle sekunder i ovnen.

NB: Sneppehjernen anses for at være en stor delikatesse!


Velbekomme.
Farmors dyrekølle
4-6 personer
Det skal du bruge:
1 dyrekølle, udbenet uden fedt og hinder
Bacon eller røget spæk i skiver
1 l. fløde
2-3 dl. god rødvin
Krydderiblanding:
Groft salt
peberkorn
Salvie
Enebær
Knuses i en morter.
_______________________________________

Tilbehør til retten kan være:

Hvide kartofler
Grønne bønner
Sukkerløg eller brune kartofler
Franske kartofler
Halve æbler med gelé - se opskrift på siden
Sådan gør du:
Den udbenede kølle gnides med krydderiblandingen. Barderes med bacon eller spæk, og snøres. Brunes godt i smør - rigeligt smør - i en gryde på alle sider. Stegen lægges derefter i en høj bradepande, så der er plads til fløden.

Gryden koges af i fløde og rødvin, og hældes over stegen. Bradepanden sættes i en forvarmet ovn ved 150 grader i 2-3 timer. Ind imellem dyppes køllen med saucen.

Når stegen er mør, tages den op og holdes varm i staniol. Hviler i ca. 15 minutter inden den skæres i skiver.

Saucen hældes i en gryde og spædes op med kartoffelvand eller fond fra fryseren. Smages til med salt og peber og jævnes.

Velbekomme.
Vildtpie/ragout
4 personer
Det skal du bruge:
Ragout:
 
1-1½ kg. Bov, bryst og hals fra råvildt eller hjort
4 laurbærblade
1 kvist frisk eller 1½ tsk. tørret salvie
8 enebær
salt og peber
1. tsk. ribsgelé
_______________________________________
Til pie:

1 - 2 pk. Butterdejsplader
1 æg 
_______________________________________

Tilbehør til retten kan være:

Salat efter egen smag og ønske.
Flûtes
Eller kartoffelmos
Sådan gør du:

Kødet skæres rent for fedt og hinder. Kommes i en gryde, og vand på, så det dækker. Tilsæt krydderurter, salt og peber.
Suppen/fonden skummes af, når det begynder at koge. Koges til kødet falder af knoglerne.

Mens kødet koger gøres det ildfaste fad/skål klar til butterdejspladerne. Fadet/skålen smøres og butterdejen rulles ud og lægges i. Fadet/skålen skal dækkes helt op til kanterne.  Rul en dej ud, der skal skal bruges til låg.

Kødet tages op, og suppen/fonden sies.  Tag ½-1. l. fond fra til saucen.
TIPS: Resten af fonden kan fryses ned i isterningeposer/bakker og bruges på et senere tidspunkt. Hvis man, som jeg, koger en stor potion af gangen, kan man fryse kødet og fonden ned sammen til senere brug.

Lav saucen. Den kan enten bages op med smør - rigelig smør - eller jævnes med meljævning. Smages til med salt og peber samt ribsgelé. Farv evt. med lidt kulør. Hvis den skulle mangle lige det, der ikke kan defineres, så brug evt. Tinas mormortrick, 1 spsk. kinesisk soya. 

Kødet skæres eller pilles i små stykker, og kommes ned i saucen.

Den færdige ragout hældes ned i fadet/skålen, og butterdejslåget lægges på. Pensles med det piskede æg.
Sættes i en 200 gr. forvarmet ovn og bages til låget er gyldenbrunt.

Eller serveres som ragout med kartoffelmos og rød-beder.

Velbekomme. 

Vildand med flødesauce
4 personer
Det skal du bruge:
2 vildænder
1 lille gulerod
1 lille løg
2 laurbærblade
2 kviste frisk eller 1½ tsk. tørret timian
½ l. vand
½ l. piskefløde
1 spsk. ribsgelé
Salt og peber
Smør - rigelig smør - til stegningen
______________________________________

Tilbehør til retten kan være:

Hvide kartofler
Brune kartofler
Waldorfsalat - se påskrift på siden
Evt. franske kartofler
Sådan gør du:
Rens ænderne og dup dem tørre. Skær løg og gulerødder i skiver. Varm smørret i en gryde og brun ænderne godt. Tag dem op, og kom urterne i gryden. Hæld vand på og kom krydderierne i. Læg ænderne tilbage i gryden, med brystet nedad, og skru ned på lavt blus. Lad gryden simre med låg på i ca. 45 minutter Tag ænderne op, og skær bryststykkerne og lårene fra, og hold dem varme, mens saucen laves.

Tag en ren gryde, og si fonden heri. Skum den for fedt, og kog ind med piskefløde. Saucen jævnes, hvis den er for tynd. Smag til med ribsgelé, salt og peber.

Velbekomme.


Vildtgrydesteg
4-6 personer
Det skal du bruge:
1 kg. udbenet snøret bov eller kølle fra hjort eller råvildt
½ l. piskefløde
250  gr. svampe fra skoven eller champignon
smør - rigelig smør - til stegning
salt og peber
_______________________________________

Tilbehør til retten kan være:

Hvide kartofler
Grove kartofler
Sellerimos - se opskrift på siden 
Ribsgelé
Sådan gør du:
Stegen brunes godt i smør, hvorefter den atges op og krydres med salt og peber.
Hæld lidt vand og piskefløden i gryden, og kom kødet tilbage i gryden. Lad stegen simre i 1½-2 timer i gryden ved svag varme, til den er mør. Stegen tages op og pakkes ind i staniol. Den skal nu hvile i 10 minutter, inden den skæres ud.
Fonden sies og smages til med salt og peber, og jævnes.
Svits svampene på en pande, og lag dem som pynt ved kødet.

Velbekomme.
Sammenkogt ret med vildtkød
4 personer
Det skal du bruge:
400 gr. skært vildtkød i tern (uden fedt og sener)
3-4 gulerødder
250 svampe fra skoven eller champignon
150 gr. bacon i tern
150 gr. coctailpølser
2 dl. god rødvin (resten drikkes til maden)
1 dl. vildtfond
2 dl. piskefløde
1-2 spsk. ribsgelé eller paradisæblegelé
________________________________________

Tilbehør til retten kan være: 

Hvide kartofler
Små smørstegte kartofler
Waldorfsalat - se opskrift her på siden
Kartoffelmos
eller
Ris
Sådan gør du:
Gulerødderne skrælles og skæres i tern, og svitses i smør - rigeligt smør - sammen med bacon og svampe.
Lad det stege under let omrøring i nogle minutter.

Samtidig brunes kødet i en anden gryde i smør - rigeligt smør - og krydres med salt og peber. Hæld fond og rødvin ved.

Tilsæt de blandede grøntsager med bacon, og tilsæt fløden. Lad retten småsimre 45-50 minutter.

Saucen smages til med gelé, salt og peber, og hvis den er for tynd, kan den jævnes lidt.
Coctailpølserne tilsættes lige inden serveringen.

Velbekomme.
Haresteg
4 personer
Det skal du bruge:
1 hare ca. 3 kg.
Salt og peber
Salvie
 50 gr. smør
Tynde spækskiver
Ca. 2 dl. kogende vand eller boullion
½ l. piskefløde eller creme fraiche 38%
__________________________________

Tilbehør til retten kan være:

Hvide kartofler
Brune kartofler
Ribs- eller æblegelé
Franske kartofler
Salat
Sådan gør du:
Fjern alle hinder og evt. fedt. Forbenene skæres fra, og alt kødet gnides med salt, peber og salvie. Kødet snøres og ombindes med spæk. Bagbenene nindes ind til kroppen.

Stegen lægges på risten til bradepanden. Kødet brunes nu i den forvarmede ovn, på 225 gr. i 15 minutter.

Forbenene placeres ved siden af stegen på risten, og der spædes op med vand eller bouillon. Temperaturen sænkes til 175 grader og steges til den er mør, ca. 30-40 minutter. Kontrolstik i bagbenene.

Haren dækkes med staniol, og hviler i 15 minutter.
Skyen sies og skummes for fedt og koges ind med piskefløde. Saucen smages til med salt, peber og salvie. Farves med kulør.

Spækken fjernes og kødet løsnes fra ryggen og skæres i skiver. Lårene kan også skæres i skiver.

Velbekomme.
Agerhøns i vildtsauce
4 personer
Det skal du bruge:
4 agerhøns
75 gr smør
3/4 l. piskefløde
Ribsgelé
Citronsaft
Salt og peber
_______________________________________

Tilbehør til retten kan være:

Smørristede kartofler
Rønnebærgelé eller tyttebærgelé
Sådan gør du:
Agerhønsene skal være renset og plukket godt for fjerrester. Gnides med salt og peber indvendigt.

Brunes i en stegegryde ved svag varme. Fuglene brunes på alle sider. Drysses med lidt salt og halvdelen af fløden hældes ved. Læg låg på, og lad retten småsimre i 30 minutter, 15 minutter på hver side.

Tag agerhønsene op, og pak dem ind i staniol og hold dem varme.

Tilsæt resten af fløden, og kog saucen godt igennem. Smag den til med ribsgelé, citronsaft, salt og peber.

Velbekomme.
Duer i druer
4 personer
Det skal du bruge:
4 duer á ca. 250 gr.
Ca. 30 blå druer
2 løg
2 dl. hvidvin
2 stilke frisk salvie eller 1 tsk. tørret  
1 dl.vand
50 gr. smør
salt og peber
___________________________________________________

Tilbehør til retten kan være:

Smørstegte kartofler
Franske kartofler
Ribsgelé
 
Sådan gør du:
Duerne brunes hele vejen rundt i smør - rigeligt smør - i en gryde.
Skær løgene groft, og kom dem ved og lad dem stege lidt med. Kom salvie ved og derefter hvidvinen. Lad hvidvinen koge ind til ca. det halve. Kom vandet ved, krydr med salt og peber. Lad duerne stege under låg i ca. 20 minutter med skindsiden opad. 

Tag duerne op, og pak det ind i staniol, og hold dem lune. De skal trække ca. 10 minutter, inden kødet skæres fra skroget.

Kog skyen lidt ind. Halver vindruerne og sauter dem i smør. Hæld den siede fond på, kog igennem og smag til med salt og peber. Jævn evt. hvis saucen er tynd.

Velbekomme.
 
Dyreryg
8 personer
Det skal du bruge:
1 dyreryg
1-2 pk. tynd bacon
5 dl. fond
1 l. fløde
Ribsgelé
________________________________________

Tilbehør til retten kan være:

Hvide kartofler
Brune kartofler
Waldorfsalat
Halve æbler med gele - se opskrift herpå siden
Franske kartofler
Sådan gør du:
Fjerne evt. hinden fra dyreryggen ved at snitte ned langs rygbenet med en lille skarp kniv, og skær ud under hinden.

Dæk kødet med Baconskiverne og snør dem fast. Gnid med salt og peber, g læg ryggen på risten til bradepanden.

Brun kødet, i ovnen, ved 200 grader, i 15 minutter. Skru ned til 160 grader, og spæd til med fonden. Steges i alt ca. 1 time. Kødet må ikke være gennemstegt, men skal være saftigt og lyserødt indvendigt. Lad stegen hvile i ca. 10 minutter pakket ind i staniol.

Kog den siede fond ind med fløde og smag til med salt, peber og gelé. Jævn saucen, hvis den er for tynd.

Skær fileterne fra benet i 2-3 cm. tykke skiver og læg dem tilbage på benet. Husk mærbraden på undersiden.

Velbekomme.
Kims favorit druesauce.
4 personer
Det skal du bruge:
30 blå eller grønne druer
1½ dl. vineddike
1 dl. portvin
2 spsk. cognag
1½ dl. vildtfond (boulliontern + vand)
Smør
Salt og peber

Saucen kan serveret til alt stegt vildt. Den kan også bruges til okse- og svinekød samt fjerkræ.
Sådan gør du:
Til druesaucen koges vineddike og portvin til det næsten karamelliserer.

Tilsæt så cognac og vildtfond og lad saucen koge ved svag varme.

Halvér og udsten druerne. Disse tilsættes saucen lige inden den monteres med smørret.

Smag saucen til med salt, peber og evt. lidt af marinaden. Saucen skal have et godt "bid".


Velbekomme.
Gammeldags fasansteg
4 personer
Det skal du bruge:

2 fasaner

25 gr. smør

Salt og peber

Sauce:

200 gr. skalotteløg

200 gr. Grønne vindruer 2 dl. tør hvidvin

Smør

Til garniture:

300 gr. rosenkål

½ citron

2 fed hvidløg

1 bdt. persille

Fond:

2 gulerødder

1/4 knoldselleri

1 porre

1 løg

8 peberkorn

8 enebær

suppevisk

4 fed hvidløg

Smør

Kartofler:

1 kg. kartofler

4 fed hvidløg

1 kvist rosmarin eller 1 tsk. tørret 

Andefedt eller afklaret smør

Sådan gør du:
Skær fasanbrysterne fra, men lad kødet blive på brystbenet. Del herefter fasanen ryg, overlår og underlår. Skær kødet fra overlår og skær det så i strimler.

Gør urterne til fonden i stand. Skær urterne groft og brun i en tykbundet gryde sammen med lårben og rygben samt evt. afpuds. Kom suppevisk og krydderier ved. Kom koldt vand ved så det dækker. Kog op, skum grundigt og lad fonden simre 5 kvarter ved svag varme. Sigt og kog ind til 3-4 dl.

Skrub kartoflerne grundigt og bag dem ca. 45. min ved 175 grader C i et fad smurt med lidt fedtstof i bunden. Del dem på langs, så de får den størst mulige snitflade. Steg kartoflerne færdige og gyldne på en pande hvor knuste hvidløgsfed og en rosmarinkvist syder i andefedt eller afklaret smør.

Blanchér rosenkålen og dyp den derefter i iskoldt vand. Skær den i kvarte. Riv citronskallen fint og pres saften ud. Hak hvidløget og persillen. Sautér lårkødet i strimler og kom citronskal og hvidløg ved. Kom rosenkålen på panden og kog til sidst panden af med citronsaft. Smag til med salt og peber og vend så persillen i.

Hak skalotteløgene fint. Pres saften fra druerne. Sautér skalotteløgene i smør. Hæld hvidvin i og kog ind til det halve. Hæld druesaft i og kog igen ind til det halve. Hæld fonden i gryden og kog saucen ind til en passende konsistens. Smag til med salt og peber.

Steg fasanbrysterne 4-5 min. på hver side (eller brun dem og steg dem færdige i ovnen ved 200 grader). Krydr med salt og peber. Lad brysterne trække i 5 min. Server så med de øvrige tilberedninger.


Velbekomme.
Gryde med vildt og kantareller
4 personer
Det skal du bruge:
600 g vildtkød
2 løg
smør eller margarine
250 g friske kantareller eller
1 ds. kantareller
salt og peber
evt. lidt fond
1 spsk. enebær
2 dl. piskefløde
ribs- eller rønnebærgelé

____________________________________

Tilbehør til retten kan være:

Hvide kartofler
Små pillekartofler, der er brunet på panden i fedtstof
Sådan gør du:

Kød og løg skæres i terninger og brunes i gryden i fedtstoffet.

Svits de udskårne afløbne svampe i lidt fedtstof og kom dem i en skål for sig, indtil videre.

Kog panden af med svampelagen og / eller bouillon og kom afkoget i gryden.

Tilsæt krydderier og fløde, og kog kødet under låg, til det er mørt. Tilsæt svampene og lad dem koge med i ca. 10 minutter.

Velbekomme.

Vildand
4 personer
Det skal du bruge:

2 vildænder
ca. 150 g spæk
1 citron
3-4 enebær
50 g smør
6 dl. fond 
2  dl fløde eller creme fraiche
Ca. 3 spsk. mel
salt og peber
ribsgelé
  

Sådan gør du:
Fuglene gnides med salt, peber og citron, og der lægges en skive citron ind i hver fugl.

Fuglene bindes op, og ombindes med spækket. Brun dem derefter i en stegegryde. Vend dem af og til, så de bliver brunet over det hele.

Spæd til med fond. Den må ikke stå mere end 1/3 op omkring ænderne. Tilsæt de knuste enebær.

Lad ænderne stege til de er møre, ca. 1½ time, og dryp dem under stegningen. Spæd om nødvendigt med mere fond.

Tag ænderne op af gryden, fjern trådene og spækket, og pak ænderne ind i staniol, og hold dem varme.

Si skyen og skum for evt. fedt, og kog den ind med det meste af fløden. Smag til med salt og peber, og jævn saucen med melet, der er rørt op i resten af fløden.

Velbekomme.
Grydestegt fasan
4 personer
Det skal du bruge:

2 fasaner á 500-600 gr.

Salt og hvid peber

100 gr. spæk i terninger

2 dl. bouillon

2 dl. piskefløde

2 spsk. mel


________________________________________________
 

Tilbehør til retten kan være:

Kartofler
Ristede svampe
Glaserede løg
Grøn salat
Sådan gør du:

Gnid fasanerne ind- og udvendigt med salt og peber. Bind dem op.

Svits spækterningeren i en stegegryde.

Kom smørret i og lad det blive gyldent. Brun fasanerne godt på alle sider. Spæd med bouillon og fløde.
Lad fasanerne stege møre under låg for svag varme i ca. 40 min.. Vend dem, når halvdelen af stegetiden er gået.

Tag fasanerne op, jævn sovsen og lad saucen koge 3-5 min. Smag til med salt og peber.
Del fasanerne i portionsstykker og serveres med sovsen, kartofler, ristede svampe, glaserede løg og grøn salat.

Halve æbler med gelé
4 personer
Det skal du bruge:
4 gode faste danske æbler
1 l. vand
2 tsk. vanillesukker
Ribsgelé eller anden god gelé
Sådan gør du:

Skræl, halver æblerne og fjern kernehuset.

Bring vandet i kog sammen med vanillesukkeret.

Læg æblerne i vandet og kog dem i få minutter, og tage dem op med det samme.

Læg æblerne på et fad, og læg en klat gelé i hvert halve æble.

Velbekomme.

Waldorfsalat
6 personer
Det skal du bruge:
200 gr. ægte mayonaise
2 spsk. citronsaft
4 spsk. flødeskum
2 æbler
1-2 stilke bladselleri eller et kvart selleri.
15 vindruer
valnøddekerner
Sådan gør du:
Mayonaisen smages til med citronsaft.
Æbler rives groft.
Bladselleri snittes fint, hvis der bruges selleri skal den rives som æblerne.
Vindruerne halveres og nøddekernerne hakkes groft.
Gem evt. lidt druer og hele nødder til pynt.

Ingredienserne blandes i mayonaisen. Dette kan gøres i god tid. Flødeskummet vendes i, lige inden salaten pyntes og serveres.

Velbekomme.
Sellerimos
4 personer
Det skal du bruge:
300 gr. knoldselleri
½ l. mælk (til at koge i)
10 gr.  smør
Salt og peber
Sådan gør du:
Skræl knoldsellerien, og skær den i stykker a ca. 2 cm.

Kom selleristykkerne i en gryde, og hæld mælk og vand på, til det dækker. Bring gryden i kog, og lad det koge i ca. 20 minutter, til sellerien er helt mør.

Sigt væden fra, og blend sellerien sammen med smør i foodprocesseren. Smag mosen til med salt og peber.


Velbekomme.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

21.10 | 23:18

Det er en flot side.

...
06.10 | 20:29

Tsk tsk ... troede, at du af alle havde lært at køre pænt .... og ikke drikke mens man kører

...
03.07 | 23:36

GODT JEG IKK KØRE 400 ML,,, bare lidt sne,,,,, ja så må der kaldes vejHJÆLP,,, men vi er jo også lige rundt hjørnet...........

...
19.06 | 16:13

nårh hvor er de super søde :) det skal nok blive sjovt :)

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE